BK Amagers damehold spiller om guldet i Pokalfinalen

Det er påske-basket på menuen, når vores damehold står overfor Dameligaens nr. 1 BMS Herlev Wolfpacki Pokalfinalen d. 3. april i Horsens.


Top-basket på TV2 Sport

Pokalfinalerne i Horsens har de seneste mange år været et festligt højdepunkt på sæsonen for alle os basketspillere- og fans. Forhåbningen om en genåbning og Corona-sikker adgang for tilskuere til kampene lader dog vente på sig. Men der bliver alligevel rig mulighed for at følge kampen hjemmefra. TV2 Sport dækker nemlig kampen live.

Rikke Fabricius om pokalfinalen:
Pokalturneringen har været lidt anderledes i år pga. covid-19 og af samme grund er selve pokalfinalen udsat til påsken i håb om at vi kunne få tilskuere. Vi glæder os til endelig at spille finalen uanset om der er tilskuere eller ej. Vi er efterhånden vandt til at spille i en tom hal selvom man savner stemningen. Det bliver forhåbentlig en spændende kamp, som i år er i mod BMS, som også er et rigtig godt hold.

Kampen om toppen
Dette års Dameliga har desværre lidt under et frafald af flere klubber. Med blot fem hold har ligaen til tider set noget tynd ud. Til gengæld har det vist sig, at fire af holdene har kunnet slå hinanden på kryds og tværs, og at det netop var dagsformen, som kunne afgøre kampen.

BMS Herlev Wolfpack og BK Amager har i hele sæsonen kæmpet om førstepladsen i Dameligaen. Det har ført til intense kampe, hvor få point har adskilt holdene. Dog blev førstepladsen afgjort ved sidste kamp, hvor BMS Herlev Wolfpack leverede et flot comeback efter et tocifret forspring af BK Amagers damehold. I kampens afgørende sekunder sætter BMS Herlevs kaptajn et altafgørende 3-points skud, og giver BK Amager et smalt 5-points nederlag.

Anfører, Ena Viso om pokalfinalen:
Vi glæder os rigtig meget til at spille Pokalfinalen. Jeg glæder mig især til at repræsentere min gamle barndomsklub i finalen og muligheden for at vinde pokalen med hjem. Det er jo netop de her kampe, som man kommer til at huske i ens karriere.

Der er derfor lagt op til en masse dramatik, intensitet, og ikke mindst god basketball til den kommende Pokalfinale. Vi hepper selvfølgelig på, at Amagers dameligahold kan tage pokalen med hjem til ønskeøen. Og vi håber, at I derhjemme i stuerne har lyst til at heppe med.

Anna Seilund om pokalfinalen:
Pokalfinaler er altid noget helt særligt at kunne være med til. Selvom vi allerede har mødt BMS Wolfpack en håndfuld gange i år, så bliver det noget andet at møde dem i en finale. Stemningen er anderledes og man kan kun forvente at vi kommer ud og giver den alt det vi har. Det er personligt min første gang nogensinde at jeg er med til en pokalfinale som senior og jeg glæder mig helt vildt meget. Det bliver højst sandsynligt uden tilskuer, men for mig er holdet og vores opbakning til hinanden også nok. Jeg håber rigtig meget at kunne tage en pokal med hjem til klubben og Amager efter påsken.

3. april er desuden en oplagt dag at tage på langs, for herrernes pokalfinale spilles lige efter damernes. Herrernes finale er et klassisk opgør mellem Horsens IC og Bakken Bears.

Begge kampe spilles påskelørdag. Hertil er det glædeligt at se TV2 Sport som TV-partner for arrangementet. Man må sige, at tv-dækning af basketball i sig selv er en stor bedrift i Danmark, og vi håber, at dækningen af topkampene kan være med til at skabe større opmærksomhed til sporten herhjemme.

Se med når pokalfinalerne sendes live på TV2 Sport/Play fra Horsens lørdag d. 3. april fra 13:45.